Laks er en dejlig spise, og det er også en af de mest populære fisk i Danmark. Både koldrøget, varmrøget og helt rå laks sælges der masser af i både supermarkeder og fiskehandlere, og fisken lander ofte på de danske frokost- og middagsborde. Men hvilke krydderier passer til laks? Mangler du inspiration, så får du her 5 krydderier, der er gode til laks.
1. Dild
Dild er et af de krydderier, der passer allerbedst til laks. Generelt passer dild rigtig godt til mange slags fisk, og laks og dild går virkelig godt sammen. Du kan både bruge tørret og frisk dild til laks, og du kan for eksempel krydre skindsiden med tørret dild og stege laksen, eller du kan lave foliepakker med laks og dild på grill eller i ovn. Dild er også et krydderi, der er nemt at dyrke selv, hvis du har lyst til det – enten i et lille krydderibed i haven eller bare i vindueskarmen i køkkenet.
2. Hvidløg
Hvidløg er et krydderi, der er vældig populært til mange former for mad, og den skarpe smag passer til rigtig mange forskellige fødevarer. Derfor passer det også rigtig godt til laks, der sagtens kan tåle et krydderi med gang i, uden at smagen af fisken forsvinder helt. Du kan både bruge friskpresset hvidløg eller hvidløgspulver til laks, og det går faktisk rigtig fint i både pastaretter, pandestegt laks og meget mere.
3. Citronpeber
Egentlig er citronpeber vel lidt et snydekrydderi, fordi det er to-i-én. Men både citron og peber passer til laks hver for sig, og de passer også rigtig godt til laks sammen. Du kan få citronpeber i de fleste supermarkeder, og så slipper du for selv at stå med en citron og skulle presse den eller skære den i skiver. Brug for eksempel citronpeber på skindsiden, når du steger laksen på panden, og husk at give fisken god tid med skindet nedad på den varme pande – det giver både god sprødhed og god smag.
4. Wasabi eller chili
Både wasabi og chili er i den stærke ende af krydderier, og de passer begge to til laks, fordi det både giver en skarphed, men det kan også forstærke smagen af laks, da især chili fungerer som en smagsforstærker. Bruger du wasabi til din laks, kan du med fordel også bruge sesamfrø, da wasabi, sesam og laks tilsammen giver en skøn forening med et asiatisk islæt. Den nemme vej til laks med chili er for eksempel at bruge en sød chilisauce, som du kan bruge som en slags marinade på fisken.
5. Timian
Mange danskere har timian i haven, da det er en hårdfør plante, der tilmed smager godt. Og timian passer også godt til laks, da den parfumerede smag kan løfte smagen af fisken. Bruger du timian til laks, kan du også med fordel bruge honning, der passer rigtig godt til både laks og timian, og det giver en meget fyldig smag til fisken.