At gå op i sit arbejde er som regel noget positivt. Det giver mening, struktur og stolthed. Men for nogle glider engagementet langsomt over i noget, der begynder at styre hele livet. Tankerne kredser konstant om opgaver, deadlines og resultater, også når man har fri. Man har svært ved at slappe af, og selv korte pauser føles som spild af tid. Det kan se ud som succes udefra — men indeni begynder kroppen og sindet at betale prisen.

Som psykologer ser vi, hvordan arbejdsafhængighed ofte starter i det skjulte. Den bygger på anerkendelse: et lille kick, hver gang man præsterer, som man vil opleve igen og igen. Mange arbejder uafbrudt, ikke fordi de elsker det, men fordi de ikke kan holde ud at lade være. Når de prøver at slappe af, bliver de rastløse og får dårlig samvittighed. Over tid mister de kontakten til deres egne behov og relationer — og til sidst til sig selv. Søvnen ryger, kroppen spænder op, og glæden forsvinder, selv når resultaterne bliver ved med at komme.

I samtaler hos en psykolog arbejder vi ofte med at adskille selvværd fra præstation. Mange har lært, at de kun er noget værd, når de leverer — og derfor føles det skræmmende at sænke tempoet. Vi arbejder med at finde tilbage til de dele af livet, der ikke handler om effektivitet: relationer, pauser, nydelse, ro. Det handler ikke om at droppe ambitionerne, men om at genvinde kontrollen, så arbejdet igen bliver et valg — ikke en tvang.

På siden om arbejdsafhængighed kan man læse mere om, hvordan man kan begynde at skabe en sundere balance. Små skridt kan gøre en stor forskel: at planlægge pauser, holde fri uden dårlig samvittighed og finde aktiviteter, der giver glæde uden at skulle “nytte noget”. Når man opdager, at ens værdi ikke afhænger af, hvor meget man producerer, kan man langsomt begynde at trække vejret igen.

Arbejdet skal være en del af livet — ikke hele livet. Og man mister ikke sin drivkraft af at skrue ned. Tværtimod kan man ofte mærke, at engagementet vokser, når man igen får plads til at være menneske ved siden af.